-
Lugtende hvalkadaver skal skæres op og udstilles på Fyn
来源: BDK Borsnyt / 08 4月 2025 07:26:27 America/Chicago
En død pukkelhval på Følle Strand bliver fjernet og skal udstilles. Det skriver Fjord og Bælt i en pressemeddelelse. Den 8,5 meter lange pukkelhval strandede tirsdag i sidste uge på Følle Strand, der ligger cirka 30 kilometer nord for Aarhus. I sidste uge blev det besluttet, at hvalen skulle blive liggende på stranden, men nu overgår kadaveret til Fjord og Bælt i Kerteminde, hvor det skal udstilles. Det bliver muligt at overvære den del af processen, hvor hvalen skæres op og løftes væk. Der vil være formidlere fra Fjord og Bælt til stede, som undervejs fortæller om hvalen. Hvalen bliver bjærget den 11. april. Det kommer ifølge Fjord og Bælt til at ske sammen med en række aktører. Bjærgningen af den 8,5 meter lange pukkelhval kommer til at foregå med en dyrlæge fra Københavns Universitet. Derefter transporteres hvalen til Statens Naturhistoriske Museum, som obducerer og konserverer den. - Man skærer hvalen op, der hvor den ligger. Så tager man nogle vævsprøver. I og med at hvalen skal udstilles, så prøver man at skille de bløde dele fra skelettet, siger Heiko Buch-Illing, der er administrerende direktør og havbiolog hos Fjord og Bælt. - Alle knoglerne skal transporteres til København i en container, og alt det bløde skal helst komme i en anden container og køres til forbrændingen, siger Heiko Buch-Illing. Men udfordringen lige nu er, at hvalen ligger på en strand, hvor man ikke har mulighed for at rense hvalens dele. - Sådan et hvalkadaver er ret fedtet og lugter meget. Så det kunne være godt, hvis man kan flytte hvalen til en havn, for der er som regel rindende vand, så man kan rense den. - Vi håber på, at der på fredag er vand nok til, at hvalen kan slæbes ud i vandet eller løftes ud, så vi ved hjælp af en båd kan trække hvalen ind til en havn et par kilometer væk, siger Heiko Buch-Illing. Det er ifølge direktøren i Fjord og Bælt vigtigt, at det ikke er for lavvandet. Hvis man bare hiver hvalen ud i havet, når den ligger på grund, så kan den falde fra hinanden. Fjord og Bælt i Kerteminde er et forskningscenter og en turistattraktion, og det bliver efter planen muligt at se den døde hvals skelet udstillet i 2026. - Vi er rigtig glade for at få mulighed for at udstille og formidle om den strandede pukkelhval. Pukkelhvalen passer perfekt ind i vores samlede fortælling om danske havpattedyr og deres fantastiske liv og tilpasning til de marine miljøer, siger Heiko Buch-Illing. Hvalen er sandsynligvis en ung kalv på halvandet år, der har været på vej mod nordlige farvande. Man formoder, at hvalen døde på dybere vand og strandede derefter ved Djursland. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/lugtende-hvalkadaver-skal-skaeres-op-og-udstilles-paa-fyn